Stregspiller forlænger kontrakt

Stregspiller forlænger kontrakt

Det 20-årige stregtalent, der i denne sæson er rykket op fra U19 holdet til førsteholdstruppen, har overrasket positivt og været en af profilerne på Holstebro Håndbold mandskabet.

Det unge talent er glad for at kunne forlænge kontrakten med yderligere 3 år:

–Jeg føler mig rigtig godt tilpas i klubben. Jeg trives både på og udenfor banen, hvilket er med til at danne rammerne for, at jeg kan præstere på banen. Det er gået stærkt efter jeg er rykket fra ungdoms til senior niveau, og jeg har udviklet mig både som håndboldspiller og menneske. Jeg mærker en stor tillid og opbakning fra trænerteamet, og jeg ser meget frem til. at jeg kan fortsætte min udvikling i Holstebro Håndbold, siger Mathilde Hansen.

Cheftræner Søren Nørgaard er begejstret for forlængelsen.

– Vi er meget tilfredse med at kunne forlænge med en ung profil som Mathilde. Mathilde har gennemgået en fantastisk udvikling i denne sæson, og er for nuværende den stregspiller i 1. division, der har scoret flest mål. Forlængelsen er vigtig for holdets udvikling, og vi har meget store forventninger til Mathilde de kommende sæsoner. Derudover er Mathildes menneskelige egenskaber fantastiske for et hold, og forlængelsen vidner også om, at Mathilde trives og tror på projektet i Holstebro Håndbold.