Playmaker tegner Liga24 kontrakt
Playmaker tegner Liga24 kontrakt
Holstebro Håndbold har netop annonceret vores ”Liga 24” projekt, som skal tilknytte unge talenter i vore talentmiljø. Klubben varslede samtidigt at vi i den kommende tid vil præsentere de talenter, som har underskrevet en 2 årig ungdomskontrakt.
Den næste af disse talenter vi præsenterer, er den 17 årige playmaker Tea Thomassen Hein.
Tea udtaler:
Jeg glæder mig til nogle spændende år i Holstebro Håndbold. Det miljø, der er blevet opbygget, og som jeg har været en del af, siden jeg i 7. klasse begyndte på Holstebro Elitesport, egner sig godt til mig. Derfor er jeg som spiller glad for, at spillere udefra også kan se dette miljø, og jeg kan ikke vente med at skulle spille sammen med dem.
Da jeg ikke er ældre, end jeg er, er det også enormt vigtigt for mig, at føle mig tryg i miljøet og få den tillid som jeg har brug for. Samtidig er det også vigtigt at blive udfordret, så jeg kan vokse både som håndboldspiller og som person.
Jeg er i gang med mit andet år på Holstebro Handelsgymnasium, og har valgt en linje, der muliggør at kombinere min skolegang med håndbolden, og det gør min hverdag nemmere, hvilket også er et enormt plus. Det giver overskud og håndboldglæde.
Den seneste tid har jeg været så heldig, at få lov til at træne med ligaholdet, og det har været en fantastisk mulighed og oplevelse, som allerede nu har udviklet mig meget.
Det har samtidigt givet mig mulighed for at møde alle de fantastiske mennesker på og omkring holdet. Så jeg kan ikke vente med at se, hvad fremtiden bringer her i klubben.