Nyt elite samarbejde

Nyt elite samarbejde

Holstebro Håndbold har siden bruddet med TTH drevet holdet videre først i ligaen og senere i 1. division, med den ambition at opbygge en organisation, økonomi og spillertrup som kræves for at drive en klub i den bedste række.

Tiden er nu kommet til at udbygge talentarbejdet og således forankre den talentmæssige fødekæde til førsteholdet. Dette ses udført i rammen af et projekt med foreningsnavnet Holstebro Håndbold Elite.
Projektbeskrivelse

Holstebro Håndbold har et godt omdømme med hensyn til talentarbejdet, som er klubbens DNA og fundament for holdets fortsatte udvikling.
Dette arbejde løftes nu yderlige med et nyt tiltag for den kommende sæson, hvor moder-klubbens bedste U17 og U19 hold vil blive en del af Holstebro Håndbold, under navnet Holstebro Håndbold Elite.

Vi ønsker at udvikle et stærkt og elitepræget håndboldmiljø til de mange unge talenter i Holstebro og omegn. Klubbens vision er at skabe et talentmiljø, hvor udsigten til at blive ligaspiller er reel og indenfor rækkevidde. Vi vil tilbyde træning og udvikling på et højt håndboldfagligt niveau, der matcher de tilbud, som findes i topklubber i Danmark og samtidigt sikrer at håndbold og uddannelse går hånd i hånd.

Bestyrelsen i Holstebro Håndbold A/S og Holstebro Håndbold 90 bestyrelse, har et særligt ansvar og interesse i, at udvikle et stærkt elitepræget håndboldmiljø.
Den projektansvarlige er Holstebro Håndbolds direktør Johnny Jensen, som assisteres af en særdeles kompetent trænerstab.

1. divisions cheftræner Søren Nørgaard er ansvarlig for trænerstaben og skal tilsikre at der er en rød tråd fra U15P – til førsteholdet i klubben.
Den daglige sportslige ledelse forestås af Jim Lauesen, som har b.la. har erfaring som ansvarlig træner for U17 i Viborg HK og har en grundlæggende solid træneruddannelse.
Organisationen opbygges som en forening med sin egen selvstændige bestyrelse.

Projektideen

Holstebro Håndbold Elite projektet skal:
• Sikre kvindeligahåndbold i Holstebro fremadrettet med lokale talenter
• Skabe Danmarks bedste talentudviklings miljø/by
• Have 6-7 talenter som på sigt skal indgå i førsteholds truppen.
• Talenterne skal lejlighedsvis træne med førsteholdet
• Talenterne skal have fysisk træning 3-4 gange om ugen
• Talenterne skal have håndboldtræning 3-4 gange om ugen
• Talenterne skal spille 1-2 kampe om ugen.

Målgrupper

Ungdomsspillere fra det midt- og vestjyske, og spillere som tidligere har søgt væk fra Holstebro. Det vigtige for vores nye tiltag er genkendelighed og bevidsthed om hvad vi står for, når pigerne kommer retur fra et vigtigt og givende år på efterskole. Vi vil supplere vores egen gode talentmasse med spillere udefra, så vi sikrer et stærkt set up, som er konkurrencedygtigt.

Projektmål

• U17 og U19 skal fra 2025 spille i ungdomsligaen.
• Hvert år skal minimum 2 talenter indlemmes i bruttotruppen til førsteholdet