Ny sponsor InFarm Solutions

Ny stor sponsor til Holstebro Håndbold

Balance mellem husdyr, teknologi og natur – og nu også balance i eliteidrætten.

JH Agro A/S skifter navn til InFarm Solutions A/S og markerer det nye kapitel med et stort sponsorat af Holstebro Håndbolds damehold i 1. division.

Navneskiftet afspejler virksomhedens udvikling fra traditionel staldservice til en moderne teknologivirksomhed, der leverer helhedsløsninger inden for reduktion af klimagasser, forbedring af dyrevelfærd og automatisering i landbruget.

Med det nye navn og sloganet “Balance mellem husdyr, teknologi og natur” ønsker InFarm Solutions at understrege sit fokus på bæredygtighed, innovation og fremtidens landbrug.

Samtidig ønsker virksomheden at bruge sine markedsføringsmidler på et område, hvor de kan gøre en reel forskel. Derfor er valget faldet på Holstebro Håndbolds damehold – et hold, der gennem mange år har været et fyrtårn for kvindeidrætten i Nordvestjylland, men som ofte har stået i skyggen af de store sponsorater, der traditionelt går til herreidrætten.

“For os handler balance ikke kun om landbruget, men også om samfundet.
Ved at støtte Holstebro Håndbolds damehold vil vi være med til at skabe større ligestilling i eliteidrætten, samtidig med at vi spreder budskabet om vores navneskifte. Vi tror på, at spillerne kan være stærke ambassadører for InFarm Solutions,”
siger Thorkild Hviid, direktør i InFarm Solutions.

Sponsoratet vil blandt andet blive synligt på holdets trøjer, i hallen og gennem fælles aktiviteter, hvor både spillere og virksomhed vil samarbejde om at fremhæve budskabet om balance – i sport, erhverv og natur.